Foreningen bag Dragør Biografteater viste i søndags film i samarbejde med Beghuset. Flere forestillinger for børn er på vej
Duften var ikke til at tage fejl af, da man trådte ind på Beghuset søndag eftermiddag. Popcorn – og masser af dem. Biografforeningen havde nemlig inviteret byens børn på filmhygge i Beghusets festsal.
Beghuset summede af liv. Børn løb i pendulfart mellem deres stole og den evigt populære popcornmaskine, mens forældre og bedsteforældre nød kaffe, frikadeller eller en forfriskende fadøl i Beghusets øvrige lokaler.
Et samlingspunkt
Når der var børnefilmklub i Dragør Bio, var biografsalen som regel stuvende fuld.
Derfor har det ligget foreningen bag Dragør Biografteater meget på sinde at lave filmfremvisninger for byens børn:
»Vi kunne se, at vores børnefilm havde en samlende effekt i byen. Her mødtes byens børn og deres forældre med venner og bekendte for at få en god oplevelse,« fortæller Mette Jansen, der er formand for biografforeningen.
Hun tilføjer, at biografforeningen derfor er glade for at have muligheden for at samle byens børn til gode filmoplevelser igen.
Efter nedlukningen af Dragør Bio har biografforeningen arrangeret filmfremvisninger i samarbejde med Beghuset. Senest var det filmen »Så længe jeg lever«, der handler om bysbarnet John Mogensen, man kunne opleve i festsalen.
Flere forestillinger i foråret
Biografforeningen og Beghuset har de kommende to måneder planlagt yderligere to filmfremvisninger for børn.
De to planlagte forestillinger ligger begge den første søndag i måneden, nemlig søndag den 3. marts, hvor børnene inviteres med til »Junglebanden på nye eventyr«, og søndag den 7. april, hvor det er animationsfilmen »Langt fra Andedammen«, der vil blive vist.
No responses yet